Alfa Provokatør
Slappe mandslinge, feje statsmænd og mænd, der ikke får noget. På sin nye plade revser Allan Olsen både regeringen og de bløde hankønsvæsner, der er viklet ind i bæreseler og indkøbsposer. Nogen skal råbe op, når resten af nationen sidder lade og mætte foran fladskærmene, mener den virtuose sangskriver
Tekst: Lene Halmø Terkelsen
Foto: Hans Christian Jacobsen
Først var der alfahannen. Flokkens øverste. Den maskuline vinder, der altid har ret til at parre sig med hunnerne. Mandetypen, som Jokeren rappede om, da han for et par år siden kaldte pigerne for hos og gav feministerne hedetur med sit kvindesyn.
Nu følger Alfa-konsensus-typen. Manden, der pligtskyldigt henter konen i Brugsen, kører i en bil, der er grimmere end en Berlingo, indordner sig og til sidst bliver forladt af den kvinde, der egentlig er mere mand end ham. En type, som mange hunkønsvæsner ville have sukket efter for 50 år siden, men også en model, som Allan Olsen karikerer på sin nye plade ”Multo Importante”. I åbningsnummeret spidder han et skvat af en mand, som den nørrejyske sanger har valgt at kalde Alfa Konsensus. Den første af 11 sange, der niver i den danske selvopfattelse.
- Jeg skrev den sang, efter jeg havde set et billede af en familie i Politiken. Et helsides foto af en dansk familie. Det billede fortalte så meget, og jeg tror ikke, at det var tilsigtet. Helt fremme i linsen stod moderen. Med praktisk herreklip, totalt aseksuel, for hun havde fået de unger, hun skulle have, og sex var tydeligvis blevet noget, han skulle tigge sig til eller gøre sig fortjent til. Billedet var selvfølgeligt taget i køkkenet og bagude i uskarpt - dér kunne man ane konturerne af en mandsling, der sad viklet ind i bæreseler og sutteflasker og unger. Dér sad han ovre og holdt sin kæft, fortæller Allan Olsen og læner sig tilbage.
Han gnækker veloplagt, da jeg hurtigt og med en vis harme introducerer emnet, idet vi mødes på et lille hotel på Vesterbro. Solen skinner varmt bag gardinerne, der er trukket for, så de skåner den plyssede nakke. Skjorten er knappet ned og blotter en lille halskæde af den slags, man kan købe på stranden i Thailand. Benene skræver i en sikker bredstående stilling, og gummiskoene ligner nogle, han har spillet fodbold i. Der er lige så tæt af røg i lokalet som efter en rund fødselsdag i et forsamlingshus, men Allan Olsen rækker ud efter endnu en cigaret i den krøllede pakke på bordet. Så er han klar til at lange ud efter det, vi i daglig tale kalder moderne mænd, og som ifølge Olsen omfatter alle hankønsvæsner, der ikke er henvist til plejehjemmet.
- Jeg synes, det var et fantastisk billede, fordi det sagde meget om, hvordan rollerne ser ud nu. Jeg siger ikke, at det var bedre, hvis det var hende, der havde siddet ovre bag ved, som det var for 30 år siden. Jeg ved slet ikke, om der findes noget midt imellem. Det skal jeg heller ikke vide. Jeg skriver bare sangen, registrerer, at det er sådan det er, men jeg kan da godt selv gå at rode lidt med den slags tanker.
Ikke mere snak
Det gør Allan Olsen så. Ikke bare i sine sange, men også privat. Som far til to drenge optager det den 51-årige sangskriver, hvor små mænd får deres idealbilleder fra.
- Hvis man ser på det danske våbenskjold, hvor der står to mænd i bjørneskind med hver sin kølle i hånden, så er det ikke sådan en mand, der skulle i våbenskjoldet, hvis det skulle laves i dag. Det ville et være en mand med en bæresele foran og bagpå og indkøbsposer. Det er også godt nok - jeg siger ikke, at det nødvendigvis er dårligt. Jeg tror bare, at det er svært for vores drengebørn at relatere sig til maskulinitet og manderoller. De fleste forældre er skilt, eller også bliver de det, og der mangler mænd i børnefamilierne. Når ungerne kommer i skole, så er den også stærkt kvindeorienteret, for der er ingen mænd, der gider være lærere. Hvis der endelig er nogle mænd på den gode måde, så havner de i administrationen.
Mænd på den gode måde. Jeg kan allerede høre feministerne hive efter vejret, hvad mener du med det?
- Jamen, hvis de hellere vil have mig til at sige på den dårlige måde, så gør jeg det. Men det er altså også mænd, som feministerne kan lide.
Hvad er det for nogle mænd?
- Ja, det må du sgu spørge Carl-Mar Møller eller B.S. Christiansen eller nogle af de andre mærkelige arketyper, som er oppe i tiden, om. Mandebilleder er generelt noget, som figurerer i Euroman eller resten af den mediekultur, som er så fjern fra os. Og det betyder bare, at vores drenge søger maskuliniteten i computerspil eller på MTV, hvor de ser Fifty Cent (amerikansk rapper; red.), som står blandt afklædte kvinder, mens han er tynget til gulvet af guldkæder og blingeling og bevæbnet med pistoler og patronbælter. Dér får de deres mandebilleder fra.
Hvad gør det ved dem?
- Det må først og fremmest gøre dem forvirrede, for det er i fuldstændig modstrid med den kultur, de ellers lever i. Og det gør dem urolige. Og pludselig sidder de i deres klasseværelser og er problembørn, fordi hele den kultur, de lever i, er mandeløs.
Hvad er det, vi skal give dem i stedet for?
- Hvis jeg skal svare på det, så er vi derhenne, hvor det bare bliver snak. Snak. Snak. Snak. Det er bare endnu et læs lort, der bliver læsset ud i æteren. Jeg kan ikke sige til andre, hvad de skal. Jeg har selv børn, og jeg begår også de samme fejl som alle mulige andre. Jeg kan bare konstatere, at det er sådan det ser ud. Når jeg skriver noget i en sang, er det lidt ligesom, når Jan Grarup (anerkendt dansk fotograf; red.) tager billeder fra krigszonen. Han bliver heller ikke nødvendigvis spurgt bagefter, hvordan han synes, man skal løse konflikten i Afghanistan. Han har bare taget billedet.
Pligt til at blande sig
Nu skal man ikke tro, at alt dette er sagt i en uvenlig tone. Endsige opgivende. Tilsyneladende har Allan Olsen lige så stor fornøjelse ved at fortælle om de mentale og nationale skønhedspletter, han udpeger denne eftermiddag, som han har ved at skrive sange om dem.
- Jamen, for at sige det som det er, så synes jeg, at det ville være underligt, hvis en mand i min alder og lønramme ikke udviser bare svage tegn på, at jeg har tænkt og reflekteret over tilværelsen, når jeg hvert trejde år udgiver en plade, siger han og uddyber velvilligt en del af den kritik, der optræder i teksterne på pladen. Blandt andet de slet skjulte metaforer i sangen ”Roser & violer blå”. En sang om et fodboldhold, der benytter en fej spillestil. Som skyder på de svageste og lægger skjulte strategier. Sangen er et moderne bud på en protestsang og et knaldhårdt spark mod den nuværende regering.
Allan Olsen skynder sig dog indledningsvis at slå fast, at han hverken vil kaldes højre- eller venstreorienteret. Han er bare desorienteret, forklarer han.
- I det her land har der altid været to politiske blokke, som holder hinanden i skak, sådan at de, som sidder på magten, aldrig nogensinde har kunnet føle sig helt sikre eller er blevet helt ulidelige. Sådan er det bare ikke nu. Det, som foregår nu, er så arrogant og magtfuldkomment. Poul Schlüter er jo ren VS'er ved siden af, og der mangler begavelse og selvironi. Samtidig er oppositionen er i knæ, og de eneste advokater, der findes for de tyve procent af befolkningen, som er marginaliserede, det er du og jeg og resten af Danmarks borgere, siger han og fortsætter:
- Jeg har en forpligtelse - ikke bare som kunster - men som menneske til at være kritisk over for den magt, som sidder på tinge. Fordi de er alene på banen, og fordi de parlamentarisk set står på ryggen af en lerkolos, som i et sundt demokrati ville befinde sig lige omkring spærregrænsen. Desuden driver den siddende regering Danmark, som om det var en filial af A.P. Møller. Som en erhvervsvirksomhed. Det skal være effektivt, og det er sådan en merkantil tankegang, de bedriver sammen med en masse spindoktorer. Vi har ingen grund til at antage, at de mennesker ikke godt ved, hvad de laver. Jeg er hundrede-ti procent sikker på, at den siddende regering sparer sammen til at give folk skattelettelser lige før valget, så danskerne får råd til at købe en 38 tommer fladskærm i stedet for den 28 tommers. Når folk har ædt, så vil de se fjernsyn, og så gider de ikke at blande sig i noget som helst. Derfor har politikerne let spil. Folk mæsker sig i deres friværdier, og jeg tror, at politikerne sidder på et kontor lige nu, as we talk, og siger: ”Det er nu, vi skal slå til og rykke os hen mod en minimalstat. Oppositionen er svag, befolkningen er apatisk. Lad os gøre det nu, danskerne skal tages, mens de sover”, trumfer Allan Olsen.
Fejlslagne erobringer
Nu er alt på ”Multo Importante” dog ikke kun centreret om politik og jeg-svage mænd. Anmelderne har allerede udråbt nummeret ”Miss Pachoulia” til et af Allan Olsens bedste nogensinde. Teksten spinder om den aften, de andre bejlere er ude af banen, og han får lov at komme med hende hjem fra byen. Kigge med i hendes pladesamling. Nyde lyden af hendes inderlår, der knirker i fløjlsbukserne. Drikke hendes te og så ellers blive smidt ud igen med duften af nederlag og parfume brændende i næseborene.
Som Allan Olsen så tørt noterer, så handler det om såkaldt narrefisse:
Og hvorfor er det noget af det værste, der kan overgå en mand?
- Hov, hov, det sagde jeg ikke, jeg siger bare, at noget af det, man husker bedst - det er det, man IKKE får. Det man får, det konsumerer man bare. Meeeeen nu er det jo ikke sikkert, at den sang er helt selvbiografisk, siger han med lusket smil.
- Den er bare en destillering af alle de tilnærmelser og erobringsforsøg, jeg har gjort i mit liv. Og først og fremmest er det en besyngning af en duft, patchouli (hippieparfume, som var meget udbredt i 1960'erne og 70'erne; red.), som kan sende mig helt tilbage i tiden, siger Allan Olsen og ser veltilpas drømmende frem for sig.
Godt tilpas - og det har han også grund til at være. Efter 30 år i branchen er han mæt, men stadig aktiv. Rig nok til ikke at tænke på at tjene flere penge og rost af feinschmeckere og det publikum, der fylder sportshallerne. Blød nok til at indrømme, at hans generation snart burde forlade scenen, så nye kan komme til, og hård nok til at slå fast, at det har han ikke tænkt sig at gøre.
Du skriver i en af sangene, at ”medgang forpligter”. Hvad gør al den medgang ellers ved dig?
- Det er lykkedes for alle dem på min alder, som stadig er i showbusiness, ikke at beskæftige os alverden med den side af os selv, som omfatter succes, penge, anmeldelser eller andres holdninger til, hvem vi er. Den selvoptagethed er Roundup for den åre, som giver os vore sange. Hvis jeg begynder at forholde mig alt for meget til, hvordan omgivelserne ser på mig, tørrer den ud, og derfor lader jeg være med det, siger han.
Griner frækt og smækker benene op på den polstrede stol.
***
En produktiv herre med meninger
Hvis folk ikke kan finde på noget bedre at kalde ham end den nordjyske troubadour eller Frederikshavnerdrengen, er det fordi, de ikke gider gøre sig umage, mener han selv. Men sangeren og sangskriveren Allan Olsen er født i Grønholt ved Frederikshavn. Nærmere bestemt den 18. marts 1956. Som 14-årig køber han sin første guitar. Studerer kortvarigt dansk på Aarhus Universitet, men dropper ud, da han bliver bedt om at analysere en sang af Trille. Han debuterer i 1989 med pladen ”Norlan” og følger i 1990 op med ”Gajo”. I 1992 udkommer ”Pindsvin i pigsko” samt albummet ”Dalton” i selskab med Lars Lilholt og Johnny Madsen. Senere udgiver Olsen ”Rygter fra randområderne” (1994)”, ”Jern” (1996), ”Live” (1996), ”Sange for rygere” (1998), ”En Gros” (1998), ”Onomatopoietikon” (2000), ”Solo Live vol. 1” (2002) og ”Gæst” (2004).
Allan Olsen bor i Århus og er far til to drenge.
”Multo Importante” udkommer den 4. juni. Derefter tager Allan Olsen på turné i hele landet. Se mere på www.allanolsen.dk
skrevet d.28 May, 2007
- Nogle gange er sundhed at dele en flaske rødvin
