Under bæltestedet
Vi bryster os af frisind og tolerance, men de bare bryster kan også komme for tæt på. Og måden at håndtere det på er lige dele selvransagelse, straffelov og grænsesætning
Tekst: Bine Madsen
Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto
Der har uden tvivl været smålummert i kontoret hos Danmark Meteorologiske Institut den dag i august, hvor et par fejrede fyraftenen med at have sex bag en lukket dør. Stemningen var i hvert fald så høj og aktiviteterne så højlydte, at en forbipasserende gæst følte sig voldsomt krænket på blufærdigheden og efterfølgende sendte en klage af sted til ledelsen.
Natten til søndag blev stemningen hos et ungt par på Bellevuevej i Klampenborg også lidt rigeligt smålummer. I hvert fald i en grad der fik en forbipasserende op i det røde felt og en politivogn på patrulje til at rykke ud.
Og smålummert var der sikkert også på Ishøj Strand i en periode, hvor adskillige benyttede sommervarmen til at have sex i det fri. Endda i et omfang, der generede omgivelserne så meget, at der dagligt indløb anmeldelser om blufærdighedskrænkelser til politiet.
For de fleste er det nemlig ubehageligt at snuble over andres sexliv, og i det hele taget er der grænser for, hvor meget vi vil belemres med andres lyster og nøgne legemer. Hver fjerde bryder sig for eksempel ikke om at se nøgne mennesker i det offentlige rum. Og hver femte føler sig generet af par, der kysser og kæler inderligt. Det viste en meningsmåling udført af YouGov Zapera for MetroXpress sidste år. Men bare fordi man føler sig krænket på blufærdigheden, er det ikke sikkert, at man er blevet det i lovens forstand. Og så må man selv sige fra, lyder opfordringen.
En objektiv bedømmelse
Det er yderst sjældent, at Nordsjællands Politi rykker ud, fordi nogen er blevet krænket på blufærdigheden af andres lyster.
- Og det afhænger helt af situationen. Hvor, hvordan og ikke mindst hvornår det sker, som pressekoordinater Henrik Suhr udtrykker det.
Når der alligevel blev sendt en vogn af sted til Bellevuevej i weekenden, var det fordi, man vurderede, at sex på offentlig vej med adskillige tilskuere var på grænsen af det lovlige. Og ugerningen udløste da heller ikke andet end en formaning om at finde et andet sted, næste gang ”den søde kløe” blev for overvældende.
I det hele taget skal der en del til, før man kan hive straffelovens paragraf 232 op af lommen og påberåbe sig blufærdighedskrænkelse i lovens navn. Ganske vist åbner den op for både bøde og fængsel til dem, der krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse ”ved uterligt” forhold. Men der skal langt mere end bare bryster på banen for, at det er strafbart.
Politiet vil for eksempel næppe rykke ud, selvom du føler dig generet af din nyforelskede nabo, der boltrer sig højlydt med sin nye kæreste på den anden side af væggen. Men hvis din nabo henlægger samme aktivitet til en offentlig vej ved højlys dag, så vanker der sandsynligvis en bøde.
- Almindelig bornerthed kommer man ikke langt med her. For det afgørende er jo ikke, om de, der oplever det her, finder det krænkende. Det afgørende er en objektiv bedømmelse ud fra en generel samfundsopfattelse af, hvad folk kan tillade sig i andres nærvær, siger professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet.
En del af opdragelsen
Der er altså ikke nødvendigvis tale om en blufærdighedskrænkelse i lovens forstand, bare fordi der er nogen, der føler sig krænket. Parret fra Danmarks Meteorologiske Institut risikerer for eksempel næppe en bøde, hvis de nogensinde bliver fundet. De har nemlig sandsynligvis ikke haft sex for at provokere udefrakommende gæster. Og det gør hele forskellen - om man selv indser, at de seksuelle udfoldelser er egnede til at krænke eller ej, lyder forklaringen fra Jørn Vestergaard.
Og det er ikke kun straffeloven, der har grænser for frisindet. Sexlog Joan Ørting mener, der også er moralske grænser for, hvad man kan tillade sig at gøre i det offentlige rum. Eller som hun siger: ”Man skal ikke tage på sig at udvide folks grænser”.
- Der er bare nogle ting, der er helt åbenlyst upassende, og jeg mener bestemt ikke, man skal provokere eller krænke andre med vilje. For mig er det okay, at man lige lister ind i en gård, når mørket har sænket sig. Men til gengæld er det ikke smart at have samleje ved højlys dag på et offentligt sted, siger Joan Ørting.
Hun mener, der er flere grunde til, at vi føler os krænket på blufærdigheden. Det handler blandt andet om, at det kan være ubehageligt, når man uforberedt bliver udsat for noget, der traditionelt hører privatlivet til.
- Vi er opdraget til, at sex er noget privat, så vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal reagere. Lidt ligesom når man kommer til at åbne en dør ind til nogen, der sidder på toilet. Og så er der elementet med, at man ikke er forberedt. Man tror, man er tryg og fri, og så vader man ind i nogen, der har et halvt samleje kørende på gaden. Det virker krænkende, fordi man bliver vidne til noget, man ikke ønsker, og der er det altså helt okay at sige fra eller bare bede dem gå et andet sted hen, siger hun.
Knuderne indeni
Så der er grænser for, hvor meget man skal udsætte sin blufærdighed for. Men til gengæld også grænser for hvor stor en dosis passende opførsel man kan forvente af andre. I hvert fald kan det ifølge Joan Ørting være sundt at vende blikket indad, inden man sender klager hid og did, fordi man mærker en snert af forargelse.
- Når man føler sig krænket, så kan det være, fordi man kan mærke, der bliver skrabet i en skyggeside, som man normalt forsøger at undertrykke. Så når man for eksempel væmmes ved at se et par, der står og kysser, så er det værd at overveje, om man væmmes, fordi man savner at have en kæreste eller savner at have lidt mere lidenskab i sit ægteskab. De mest hellige er tit dem, der undertrykker mest, siger Joan Ørting.
Samme forklaring får man, hvis man spørger psykolog Sten Hegeler. I mere end seks årtier har han taget pulsen på danskernes frisind og tolerance, og ikke mindst forsøgt at hjælpe dem med knuderne i privatlivet.
- Der er så mange, der har det ad helvede til seksuelt, og der er ikke noget at sige til, at de bliver sure, når de oplever, at andre har det sjovt. Det er lidt den der: ”Nu har jeg trukket min cykel fra Frederiksberg til Hellerup, fordi jeg ikke har nogen cykellygter, og så kan det ikke være rigtigt, at der kommer en cykel susende forbi uden lygter”, men livet ville blive nemmere, hvis vi accepterede, at folk er forskellige, siger Sten Hegeler.
Grænser for frisind
Ifølge den 86-årige Sten Hegeler, der stadig har klienter i sin psykologpraksis, er det så som så med det frisind og den tolerance, vi normalt bryster os af. Der skal fortsat så forsvindende lidt til at forarge os, mener han.
- Det føles som om, jeg har prøvet at skubbe til et lokomotiv, der ligger i en sø af tung tjære. Selvfølgelig kan det flyttes, men det er kraftedeme sejt. Ting, som jeg skrev om for 50 år siden i ”Kærlighedens ABZ” fumler vi stadig med. Så der er en udtalt træghed, siger Sten Hegeler.
Også sexolog Joan Ørting så gerne, at vi genfandt lidt af halvfjerdsernes frisind og turde tale lidt mere om det sex, der jo alligevel fylder i det flestes liv.
- Vi er ganske vist blevet lidt mere åbne. Men hvor det er blevet mere naturligt at sidde i kantinen og fortælle, at man har haft en depression, så er det stadig tabu at tale som sit eget sexliv, siger hun.
Men måske kunne det være med til at fortrænge noget af blufærdigheden, hvis vi for eksempel blev bedre til at sætte ord på manglende sex eller manglende lyst til sex, lyder pointen.
Det er fint og nødvendigt med klare regler for, hvad der er lovligt. Men i grænselandet kunne lidt mere åbenhed og tolerance måske flytte nogle ting. Så kunne det være, at det nogle gange blev nemmere at sige fra i situationer, hvor den søde kløe bliver udlevet det forkerte sted. Og andre gange nemmere bare kunne passere en lukket dør uden at tage anstød af de højlydte sexlyde bag den.
skrevet d.02 Sep, 2009
Lad os fejre far, mor og alle de andre
