Knuden i maven
De savner, de bekymrer sig og de er måske også vrede. Livet som soldaterbarn er ikke altid et nemt liv, men ofte skal der ganske lidt til for at hjælpe
Tekst: Bine Madsen
Foto: Casper Dalhoff/Polfoto
Der var mange nætter, hvor de dengang syvårige tvillinger Alexander og Amalie fik lov til at sove i dobbeltsengen hos mor, mens far var udsendt til Afghanistan. Og der var mange dage, hvor savnet lige strejfede. Eller bekymringen blev nærværende.
- Og så kunne vi sidde der med lidt tårer i øjnene, og det var helt okay. Og så blev vi måske enige om at spille et spil eller cykle en tur. Det var lidt den der med, at ”nu har vi været kede af det, og så må man op igen”, fortæller tvillingernes mor, Charlotte Rohde Sørensen fra Dronninglund.
I dag er det et år siden, at hendes mand kom hjem fra det krigshærgede land og fornemmelsen er, at det ikke kun er ham, men hele familien, der er sluppet helskindet gennem udsendelsen.
- Men vi har også været heldige i forhold til andre, konkluderer hun.
Tvillingerne er bare nogle af de mange børn, der oplever at have en mor eller far eller storebror, der er i krig. Ingen kender det præcise tal, men Forsvaret sender hvert år omkring 2.500 soldater ud på internationale missioner. Og mange af de udsendte har børn. Helt normale børn, der pludselig skal leve med en unormal situation og det sætter sine spor hos mange.
Nogle bliver aggressive og afreagerer fysisk. Andre derimod lukker sig inde i sig selv og mister kontakten med omverdenen. Mavepine, mobning, mareridt, angst og koncentrationsbesvær er nogle af de andre ord, der bliver sat på børnenes oplevelser i de få undersøgelser, der findes.
- Mange af de her børn oplever det som et dobbelt svigt, fordi de både skal leve med savnet og bekymringen, men ikke mindst skal håndtere, at far selv har valgt at tage i krig, selvom han har børn, siger børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår, John Aasted Halse.
Skrøbelig hverdag
Savnet, bekymringen eller vreden er ifølge eksperterne helt naturlige følelser for gruppen af soldaterbørn. Der ville faktisk være al mulig grund til at blive urolig, hvis de ikke reagerede, lyder det. Men derfor har børnene stadig brug for hjælp til at håndtere de voldsomme følelser.
- Det handler om at fortælle barnet, at man godt må savne. De gør det jo, fordi de holder af deres far. Med hensyn til bekymringen kan man forholde sig til den konkrete risiko for, at far eller mor kommer til skade eller dør. Den er der, men sandsynligheden er ikke så stor.
- Barnets vrede er lidt mere kompliceret, for det giver ikke nogen mening at give børnene ret i, at far er et røvhul. Men man må anerkende følelsen og så snakke om, hvad man kan gøre ved det, siger John Aasted Halse og understreger, hvor vigtigt det er, at barnets omgivelser er opmærksomme på barnets signaler. De fleste soldaterbørn har ganske givet ikke brug for egentlig terapi, men de fleste kan få det, hvis man ikke reagerer i tide, lyder pointen.
Også de pårørendes sammenslutning, Familienetværket, mener, det er vigtigt, at børnene bliver støttet i en hverdag, som pludselig er blevet meget skrøbelig.
- Man er jo lidt flosset i kanten, når ens far eller mor er ude, som netværkets formand, Michael T. Jensen, udtrykker det
Børnenes ve og vel har desuden betydning for den udsendte soldat, understreger han.
- Baglandet skal være i orden, for ellers fungerer soldaten ikke, når han er ude på en mission og det er vigtigt, at han kan fokusere 110 procent på opgaven.
En vigtig erkendelse
I mange år har hverken børn - eller bagland i det hele taget - spillet den store rolle, når Forsvaret har skullet definere sit ansvar overfor de soldater, der bliver sendt ud. Det var tilsyneladende noget, der hørte privatsfæren til. Noget man ikke ville blande sig i. Men i takt med at man langsomt har erkendt, hvor belastende - også rent psykisk - det kan være for soldaterne selv, har man også fået øje på baglandet. De menneskelige faktorer er med andre ord kommet i fokus hos Forsvaret. Og især soldaterbørnenes problemer blev erkendt, da dokumentaren ”Du må ikke dø, far” rullede over tv-skærmene sidste efterår. Efterfølgende har man suppleret et stående tilbud om psykologhjælp, noget informationsmateriale og en række pårørende-arrangementer med flere udgivelser og ikke mindst tre nystartede samtalegrupper for børn.
- Når man sender nogen ud, er det altid en temmelig voldsom oplevelse, der vækker mange følelser og det er sådan set helt naturligt. Men vi ved, at dem, der bedst hjælper børnene, er dem, der er tættest på. Så i første omgang vil vi gerne give for eksempel familien nogle redskaber til at få snakket om tingene, siger specialkonsulent i Personeltjenesten, Berit Christensen, der sidder med det overordnede ansvar for indsatsen i forhold til soldaterbørnene.
Kritikere har peget på, at tingene går for langsomt og at tilbuddene stadig er for beskedne, ”men det er et spørgsmål om at få løbet tingene i gang”, mener Berit Christensen. Chefen for socialrådgiverne i Forsvaret, Tinne Kjær, er enig:
- Man må starte et sted. Det har vi altid gjort med alt, hvad der er af tilbud i forbindelse med udsendelserne. Vi bliver hele tiden klogere, og tingene skal have lov til at udvikle sig hen ad vejen, siger Tinne Kjær, der blandt andet er ansvarlig for søsætningen af pilotprojektet med de tre børnegrupper.
Knuden i maven skal væk
De første soldaterbørn har allerede hilst på hinanden i den gruppe, der skal følge dem det næste halve år. På Garderkasernen i Høvelte har otte børn for eksempel fortalt hinanden om deres familier og om, hvad der fylder mest. Og selvom gruppen først lige er startet, så er målet klart. Børnene skal have et frirum til at snakke om de følelser, der kan være svære at dele med dem derhjemme, og de skal have oplevelsen af, at de ikke er alene.
- Det er så vigtigt, at de får sat ord på, hvordan de har det, så de undgår den der knude i maven. Vores erfaring er, at børn tit går og gemmer det inde i sig selv. Og så er det, at knuden i maven vokser og fylder mere og mere, indtil den til sidst brister. Så gruppen her kan forhåbentlig hjælpe de normalfungerende børn til at blive ved med at være det. Simpelthen ved at de får nemmere ved at leve med det valg, som deres mor eller far eller bror har truffet, siger socialrådgiver på kasernen, Bruno Christophersen.
Og netop samtalegrupperne er et vigtigt redskab, mener børnepsykolog John Aasted Halse.
- Der er ikke nogen tvivl om, at det hjælper at møde andre i samme situation. Det heler ikke såret, men det er et plaster, siger John Aasted Halse. , der gerne så, at antallet af grupper blev udvidet og at alle forældre efterfølgende fik en ”kraftig opfordring” til at få ungerne af sted.
- Langt hen ad vejen er erfaringerne allerede høstet i tilsvarende grupper, så det er ikke noget helt nyt eksperimentarium, man skal til at lave. Vi ved, at det virker, siger han.
Fokus også i fremtiden
Forsvaret selv vil dog godt lige kigge nærmere på erfaringerne, når det nystartede pilotprojekt har haft sidste mødedag i februar.
- Succeskriteriet er, at børnene holder ved og at både børn og forældre kommer med positive tilbagemeldinger. Og når vi har evalueret, tager vi stilling til, hvad vi fremadrettet skal gøre. For eksempel er teenagerne en gruppe, vi er meget opmærksomme på, siger den ansvarlige socialrådgiver for projektet, Tinne Kjær.
Formand for Familienetværket, Michael T. Jensen, glæder sig også til at se resultatet af pilotprojektet, som han håber, bliver permanent og landsdækkende.
Indtil da understreger han vigtigheden af at have et ordentligt netværk, når nogen i den nærmeste familie skal ud som soldat.
- Den forælder, der skal have hverdagen til at fungere herhjemme, er måske også så påvirket, at det kan være svært altid at fange sine børns signaler, derfor er det vigtigt at have folk omkring én, der kan tolke de der ting og sige til, hvis barnet har brug for hjælp, siger han.
I nordjyske Dronninglund er det for længst blevet hverdag igen for tvillingerne Alexander og Amalie efter det halve år uden deres far. Endnu er der ikke snak om en ny udsendelse, ”for det er der vist ingen, der er klar til endnu”, som deres mor, Charlotte Rohde Sørensen siger.
Men en dag vil deres far nok gerne tilbage til Afghanistan. Og når den dag kommer, er strategien klar: to målebånd, så man kan klippe af for hver dag, man kommer tættere på hans hjemkomst, masser af pakker afsted til farmand med gaver, slik og spil, masser af snak over telefonen med far - men ikke mindst nætter i sengen hos mor i det omfang, der er brug for det og masser af dage, hvor man må lufte sit savn og sin bekymring. Så knuden i maven ikke bliver for stor.
***
Pilotprojektet:
Tre grupper med plads til 10 børn i hver placeret i henholdsvis Holstebro, Varde og Høvelte
Børnene er i alderen 8-13 år. De fleste har en nær pårørende udsendt som soldat, men nogle er også med i gruppen, fordi de tidligere har oplevet at far, mor eller bror er i krig.
Gruppen mødes fem gange i alt. En gang før udsendelsen, tre gange under og en gang efter.
Til hver gruppe er der tilknyttet to af Forsvarets socialrådgivere. Der er ikke tale om terapi, men socialrådgiverne kan henvise videre i systemet, hvis de vurderer, at nogle har brug for mere hjælp.
Mere info på www.forsvaret.paarorendeportalen og www.familienetvaerket.dk
skrevet d.20 Aug, 2009
Lad os fejre far, mor og alle de andre
