En skitse af Mew
Som dreng hørte han walkman baglæns for at finde mening i menings- løsheden. I dag er Jonas Bjerre forsanger i Danmarks mest udfordrende rockgruppe. Med deres nye album inviterer Mew endnu en gang indenfor i deres magiske univers. Der, hvor drømme møder virkeligheden, og hvor man begriber noget uden helt at kunne sætte ord på hvad
Tekst: Jonas Wisbech Vange
Foto: Carsten Lauridsen
Inde i Jonas Bjerres overkrop kører et maskineri med liner, tandhjul og et lille stempel, der banker elektricitet op i venstre bryst. Her sidder en elektrisk pære og lyser til takten af hjertets slag. I maven sidder en skrivemaskine på højkant og taster ord, der glider op gennem luftrøret og ud ad munden.
Jonas, siger han og stikker hånden frem. Jeg svarer med et Jonas og hilser på Mews to øvrige medlemmer, guitarist Bo Madsen og trommeslager Silas Utke Graae Jørgensen. De tre musikanter er trådt ud af deres egen drømmeverden af maskinoptrukne mennesker, fabeldyr og svævende harmonier for at bruge dagen med pressen. Først går de ud for at lade sig fotografere, imens jeg bliver vist indenfor i pladeselskabets kontorer, fire sale over København.
Ti minutter senere glider Jonas Bjerre på sin stilfærdige facon ind ad døren. Han skal lige vænne sig til igen at have sko på gulvet. For i nattens mørke er han fløjet hertil fra New York. Tekstforfatteren og forsangeren i Mew sætter sig bag skrivebordet ved panoramavinduet og forklarer, hvorfor det skal være så ”special”?
- Jeg synes selv, at jeg observerer nogle ting på en anderledes måde, end andre gør. Men det synes jeg også, at Silas og Bo gør. Vi prøver at beskrive de oplevelser, vi har, abstrakt og direkte på samme tid. Jeg kan godt lide, at man blander ting, der er meget ligetil, med noget, der er lidt magisk. Der er vi meget bølgelængde. Og det er også derfor, at vi kan lave noget musik sammen, som, vi selv synes, er fantastisk, siger han, imens journalisten tænker, at denne artikel, ligesom Mew, skal have lov til at svæve i et krydsfelt mellem virkelighed og fantasi.
Afsæt i drømmene
”No more stories/
Are told today/
I'm sorry/
They washed away/
No more stories/
The world is grey/
I'm tired/
Let's wash away”
Sådan lyder den fulde titel på Mews femte album. Lyden er storladen, rocket og symfonisk. Drømmende og længselsfuld. Jonas Bjerres lyse stemme glider sammen med elektrisk svævende guitarflader, korarrangementer, strygere, klaver, vibrerende bas og de skæve, præcise trommeslag, der konstant skifter i takt og tempo for ikke at blive fanget af forudsigeligheden. Umiskendelig Mew og så alligevel ikke, fortæller forsangeren.
- Den er meget anderledes i forhold til den sidste plade. Den har nogle progressive elementer og er ret eksperimenterende. Den er mere farverig og varm, hvor den sidste var kold og mørk. Det er en slags modreaktion. Vi havde lyst til at lave noget, der lå i den anden grøft. Noget mere jordnært. Men de drømmende elementer er der stadig.
Jonas Bjerre har aldrig lagt skjul på, at en betydelig del af inspirationen til musik, tekster og videoer kommer fra drømme. Ikke sådan at han hver morgen står op og skriver drømme ned. Det skal ikke tages for bogstaveligt. Men alligevel nogle billeder og stemninger han tager med sig og prøver at udtrykke gennem musikken.
- Drømme er gode til at give nogle billeder, der føles, som om de kommer et eller andet sted fra. De billeder har en potens, fordi det er noget, man har oplevet i en drøm, som en refleksion af noget virkeligt. Man kan ligesom mærke, at man har fundet frem til et eller andet, uden at man er bevidst om, hvad det er. Man er på tynd is, når man drømmer. Det, synes jeg, er fascinerende.
Den tynde is
Som dreng var Jonas Bjerre mærkelig. Han havde fantasivenner, kunne ikke finde ud af at sparke til bolde og forstod ikke, hvad man skulle bruge det til. Han sad heller ikke med kammeraterne og drak te og snakkede om piger. I folkeskolen begyndte han sammen med virkelige venner at optage lyde for derefter at afspille dem baglæns. Så gik de sammen rundt med deres walkmen og hørte, hvordan meningen sev ud af toner og stemmer og førte dem væk fra det genkendelige, trygge og sikre.
- Det der med at lytte baglæns til walkman er måske ligesom en mildere form for et bevidsthedsudvidende stof. Jeg kan huske, at jeg funderede meget over meningsløsheden. At der måske kunne komme en eller anden mening ud af meningsløsheden. Det tænker jeg stadig. At man kan skabe en labyrint, hvor der pludselig danner sig et mønster, når man ser det fra oven. Lidt ligesom filminstruktører, der hænger referencebilleder op i deres kontorer. Ting, der skal inspirere dem. Hvis du skaber et miljø for dig selv, hvor du får nogle signaler og inputs, som du ikke helt ved, hvad er, så kan du også finde på noget nyt, siger Jonas Bjerre.
Han har levet i 32 år og alligevel er der noget uskyldigt drenget over ham. Hans blanke øjne, der desperat forsøger at forstå, hvad det hele er for noget. Hans ord, der forsigtigt prøver at finde sammen, uden at de for alvor ved, hvordan de skal hænge sammen. Og lige om lidt omtaler han for anden gang i denne artikel ”den tynde is”, så man kommer til at tænke på det nye nummer ”Cartoons And Macramé Wounds”, hvor han synger: ”Put your hand in mine. We will go skating. On the thinnest ice that we can find”.
- Der er en søgende kvalitet i vores musik. Vi prøver os frem. Jeg synes, det er vigtigt, at man hele tiden befinder sig på tynd is. Der skal være en styrke, men skrøbeligheden er endnu vigtigere. Hvis du befinder dig et sted, hvor du er fuldstændig komfortabel, så bliver det komfortabel musik, og det er jo kedeligt. Vi kunne godt rendyrke vores pop-appel meget mere, end vi gør, og nogle gange har vi virkelig forsøgt at lade være. Men det ender altid med at blive lidt ”fucked up” alligevel. Det er fordi, hvis ikke det har noget akavet og anderledes over sig, så siger det os ikke noget i længden. En popsang er ikke en stolthed, der varer ved, siger Jonas Bjerre og indskyder et aber dabei:
- Det begrænser jo også vores chancer for at slå igennem bredt. Vi bliver aldrig lige så store som Coldplay. Vi fremmedgør simpelthen for mange med vores snørklethed, og der er mange mennesker, som lytter til det en gang, og så giver de op, fordi de slet ikke kan begribe, hvad det er, vi prøver på.
At forstå det uforståelige
Porcelænsdukker og harer spiller på violiner, drenge på trompeter. En balletdanser og en bjørn danser i hinandens arme mellem træerne, og den violinspillende kat fælder en tåre. Jorden gynger. Jonas Bjerre har dobbelt så lange arme og et maskineri inde i sig.
Sådan har Mew forsøgt at billedliggøre deres musik i videoerne til numre som ”Comforting Sounds”, ”She Came Home For Christmas” og ”Why Are You Looking Grave?”. I teksterne, som Jonas Bjerre skriver sammen med den øvrige del af gruppen, beskriver de tanker og følelser i stemninger og billeder. Men hvordan vil han egentlig beskrive Mews univers?
Det knager længe i Jonas Bjerres hoved. Han drejer mod venstre, kigger ud ad vinduet på stormvejret og de millioner af dråber, der sprænger i små eksplosioner på tagterrassen. Tordenskyerne brager, og hans hår ligner en brun hvirvelvind, der vil udenfor i sit rette element ...
Og han har i øvrigt engang haft en fobi over for skobutikker. Og i starten af karrieren kastede han op hver gang, han skulle på scenen.. Men egentlig virker han slet ikke så reserveret, som det fremstilles i medierne ...
- Forhåbentlig er der noget genkendeligt ved det, siger han så endelig.
- Selvom det er anderledes, så er der noget i det, man kan opdage, at man hele tiden havde inde i sig selv. Sådan har jeg det meget med musik. Når jeg lytter til musik, skaber det billeder i mit hoved, som jeg ikke selv kunne have fundet frem til uden musikken, jeg hører, men som jeg alligevel føler er en del af mig. Forstår du, hvad jeg mener?
Jeg nikker.
- Så man føler, at man opdager nogle nye lag i sin egen bevidsthed. Nogle specielle toner, man finder frem. Sådan har jeg det med alting: Bøger, film og musik. En forståelse for et eller andet, som man alligevel ikke kan lægge ord på, siger han og griner som for at sige: Så kommer vi det ikke meget nærmere.
***
Jonas Bjerre og Mew
Jonas Bjerre er født den 21. september 1976 og opvokset i Hellerup.
Han dannede i 1995 Mew sammen med barndomsvennerne Bo Madsen (guitar), Silas Utke Graae Jørgensen (trommer) og Johan Wohlert (bas). Sidstnævnte forlod bandet i 2006 for i stedet at danne The Storm sammen med sin kone, den tidligere Swan Lee-forsanger, Pernille Rosendahl.
Ud over at være forsanger spiller Jonas Bjerre klaver, guitar, synthesizer og harmonika.
Mew udgav pladerne ”A Trumph For Man” (1997) og ”Half the World Is Watching Me” (2000), inden gennembruddet kom med ”Frengers” i 2003, hvor de i medierne blev udråbt til det største danske internationale håb. I 2006 udgav Mew ”And The Glass Handed Kites”, som cementerede deres position i dansk rock og indbragte dem fire priser ved Danish Music Awards, herunder Årets Danske Gruppe og Årets Danske Album.
Ordet ”Mew” kan oversættes på flere måder. Det kan både betyde ”en måge”, ”at skifte fjer”, ”at spærre (sig) inde” og ”at mjave”.
Mew har solgt over 170.000 albums og har haft stor succes udenlands. Blandt andet i Japan, Mexico og USA, som gruppen for alvor håber at indtage med deres nye album.
”No more stories/ Are told today/ I'm sorry/ They washed away/ No more stories/ The world is grey/ I'm tired/ Let's wash away” udkommer den 17. august.
skrevet d.12 Aug, 2009
- Nogle gange er sundhed at dele en flaske rødvin
