Til minde om...
Engang var navn og årstal nok. I dag smykker flere og flere dødsannoncen med kærlige ord, symboler og fotos. Gravstedet bliver dekoreret med golfkøller og gravkøer, og samtidig mindes mange deres kære med særlige hjemmesider. Vi er individualister helt ind i døden, og flere og flere tager personligt afsked
Tekst: Lene Halmø Terkelsen
Foto: Simon Høgsberg/Polfoto
Når kaptajnens liv slutter, vælger familien et anker. Musikeren får en tegning af en harmonika, og navnet ledsages af et ”har lukket bælgen for denne gang”. Fugle, blomster og sommerfugle pryder dødsannoncerne, og det kortfattede ”I dyb sorg” er erstattet af Hemmingway-citater og lovprisninger af afdødes gode humør. Som noget nyt vælger enkelte også at bringe et foto.
Fortidens salmevers og sorte kors er afløst af dødsannoncer med personlighed, fortæller formanden for Danske Bedemænd, Lars Askholm.
- Det kan være et vers, som fortæller lidt om den afdøde, en rose eller et anker. Tidligere var der ikke så mange muligheder at vælge imellem, men i dag udsmykker man gerne annoncen med andet end et kors.
Internetportalen www.afdoede.dk leverer dødsannoncer til aviser og internettet, og her oplever direktør Martin Høj ligeledes tendensen:
- Folk vil have noget specielt. De vil gerne sende et signal om, at de ikke er som andre. Helt til det sidste. Der bliver færre salmevers eller standard tekststeder, i stedet skriver mange personlige hilsener eller beder om særlige vignetter. Man får et indtryk af, at det ofte er den afdøde, som har haft en mening om, hvad der skulle stå, fortæller Martin Høj, der driver siden i samarbejde med bedemændene.
Et særligt gravsted
Døden er blevet personliggjort. Fra dødsannoncen til sangene ved begravelsen. Salmerne skal være specielt udvalgt, mindesammenkomsten foregår på en særlig måde, og graven ligner ikke alle andres. De senere års sager, hvor pårørende og menighedsråd rundt om i landet har stridt om alt fra kulørte lamper til bamser på gravstederne, viser ligeledes tydeligt, at folk ikke længere vil acceptere en sten og en buksbom som det endelige hvile.
- Mange har ønsker til, hvordan gravstenen skal se ud. De vil gerne sætte et personligt præg i form af tegn, symboler og vers, forklarer bedemænd formand, Lars Askholm.
Aviserne skriver om ”mode i gravsten”, mens stenhuggerne får bestillinger på golfspillere og lystfiskere til udsmykning af den sidste sten. Fritidsinteresser, hunde og biler følger folk til det sidste.
- Mindet om afdøde skal genspejle det liv, der ikke er mere, forklarer sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet. Han har i flere år forsket i vores forhold til døden og iagttager de nye strømninger på området.
- Fra at være forholdsvis anonym er døden nu langsomt men sikkert på vej til at antage et mere personligt præg - både i tiden før og efter, siger han.
Ultimativt personligt
I dag forfatter flere og flere danskere deres egen dødsannonce. Det er meddelelser som: ”Hej venner. Jeg er død den... november 2006. Hilsen ... Bisættelsen har fundet sted” eller ”Jeg er draget videre ...jeg takker for alle de kærlige mennesker, som jeg har mødt i mit liv”.
Sociolog Michael Hviid Jacobsen kalder denne type for ”den ultimativt personliggjorte dødsannonce” - udfærdiget og indrykket af vedkommende selv eller overdraget til de nærmeste pårørende på dødslejet.
Hos afdøde.dk har man flere annoncer, hvor afdøde er afsender, fortæller Martin Høj:
- Alle folk er klar over, at de skal dø. Nogen har sværere ved at se det i øjnene end andre, men når folk er terminalpatienter bliver de ofte så afklarede, at de kan forholde sig til det og ligefrem formulere det.
Døds-tabu på retur
Så er der sat ord på. Vanskeligt for de fleste, men alligevel mere almindeligt at tale om. Forskeren fra Aalborg Universitet melder om ”en gryende åbenhed omkring døden” og uddyber med et:
- I store dele af det forgange århundrede var det vanskeligt at tale om døden. Den var noget, man helst ikke skulle beskæftige sig med, men den nye åbenhed medfører, at vi får lettere ved at kommunikere om døden og forholde os til de praktiske, moralske og følelsesmæssige aspekter - og forhåbentlig også lettere ved at leve med den, siger Michael Hviid Jacobsen.
Hos bedemændene mærker man også, at de efterladte er bedre forberedt end tidligere:
- En af årsagerne til, at det er blevet mere almindeligt at gøre noget ud af annoncerne, er sandsynligvis, at mange mennesker har fået en større åbenhed omkring at snakke om døden. Det er ikke så meget tabu, som det har været, og folk er blevet bedre til at fortælle deres nærmeste, hvad de gerne vil have, at der skal ske, når de ikke er her mere, siger Lars Askholm og bliver bakket op af Martin Høj fra www.afdøde.dk.
- Alene det, at der har været stor interesse for at lade annoncerne ligge på internettet, vidner om, at døden er mindre tabubelagt, siger Martin Høj.
Halvdelen af sidens brugere vælger at offentliggøre dødsannoncen i både avis og på internettet. Og portalen, der åbnede i 2005, har ligeledes oplevet stor interesse for en særlig service, hvor man kan få besked via mail, når et menneske går bort.
Ingen ”Gravøl”
Af og til bliver dødsannoncen dog ikke helt som ønsket. De enkelte aviser afgør, hvad de vil trykke, og indimellem trækker man grænsen:
- Nogle aviser vil for eksempel ikke have, at der står ”gravøl”, men der må gerne stå ”mindestund” eller ”mindesammenkomst”, fortæller Martin Høj fra afdøde.dk.
Han forudser, at det i fremtiden vil blive mere udbredt med fotos af den afdøde, ligesom det er almindeligt i for eksempel Sverige.
- I dag er det en sjældenhed, men der er ingen tvivl om, at det kommer, vurderer han.
Når begravelsen er færdig, og kun savnet er tilbage, vælger et stigende antal mennesker at oprette eller besøge særlige mindesider på internettet. Her tænder man elektroniske lys eller opretter hjemmesider, så andre kan læse om afdøde.
- Mindesider er en kærkommen kommunikationsform for de efterladte til at fortælle om afdøde, deres liv og levned, og håb, drømme og nederlag, forklarer Michael Hviid Jacobsen, der mener, at siderne fungerer som en form for terapi:
- Mange mindesider er samlingssteder eller virtuelle fællesskaber for efterladte, der finder gensidig trøst og styrke i hinandens sorg, siger han.
Her skriver man ikke bare én, men adskillige sidste hilsner. Med fotos, engle og fortællinger tager man personligt afsked.
Til minde om et ganske særligt menneske.
***
Det må man...
Der er ingen overordnede regler eller love for, hvor personlig en dødsannonce, begravelse eller et gravsted må være, oplyser informationskonsulent Jørgen Engmark fra Kirkeministeriet.
Aviserne har interne retningslinjer for udformningen af dødsannoncer, og det varierer meget, hvad meget det enkelte dagblad tillader. Det er op til den enkelte præst at afgøre, hvilke sange, der må synges i kirken, og i vedtægterne for den enkelte kirkegård er fastsat retningslinjer for, hvor høj en hæk man eksempelvis vil acceptere. Hvis et gravmonument bliver anset for at være skæmmende eller stødende kan provsti-udvalget forlange, at det skal fjernes, oplyser man fra Kirkeministeriet.
skrevet d.19 Feb, 2007
Med på en krammer
