Det store spørgsmål

Engang var frieri en føler til forældrene og mandens forbandede pligt. I dag er det blevet en opfindsom begivenhed, der ofte sker på kvindens initiativ - mere eller mindre direkte
 
Tekst: Lene Halmø Terkelsen
Foto: Polfoto 

Den 8. september 2006 indlogerede Anne Henderson sig i suiten på et lille orientalsk hotel i Barcelona. Hendes kæreste gennem et halvt år, Rune, var på vinsmagningskursus i den spanske by sammen med en flok venner, og indtil dagen før anede han intet om Annes ankomst.
Ingen udover en veninde og lillesøsteren kendte til den 28-årige journalists planer. Selv var hun også en smule nervøs, og da Rune blev forsinket fra sin udflugt, satte Anne sig til at vente på værelset.
- Egentlig havde jeg regnet med, at jeg skulle gå lidt rundt og hygge mig, inden han nåede frem, men jeg sad og rystede i fem timer uden at kunne spise noget, fortæller Anne.
Hendes eneste selskab var en uåbnet flaske champagne. Indtil Rune dukkede op. Så gjorde Anne noget, der ville have været totalt utænkeligt på hendes mors og bedstemors tid. Hun stillede sin ét år ældre kæreste et spørgsmål, som han forbløffet og glad svarede ja til.
- Rune havde hele tiden været så fantastisk god til at fortælle, hvor meget han elskede mig, mens jeg havde været mere forbeholden. Derfor syntes jeg, at det var min tur til at melde ud. Han skulle have at vide, at jeg mente det seriøst, og det var en god måde at fortælle det på, fortæller Anne.
- Jeg tænkte slet ikke over, hvem der skulle fri til hvem.    
 
Gode argumenter
På næsten samme tid, hjemme i Danmark, inviterede den 28-årige Camilla sin kæreste ud til en overraskelse. Parret, der bor i København og begge studerer, havde været kærester i 10 år, alligevel var tanken om bryllup fjern for dem begge. Men en aften diskuterede Camilla ægteskab med to af sine venner, der begge var gift, og så fik hun en idé.
På bænken i mørket blev kæresten indviet i den.
- Jeg skrev et brev, hvor jeg argumenterede for alle de grunde, der er til at gifte sig. Det læste jeg højt for ham den aften, fortæller Camilla.
- Jeg var nemlig ikke sikker på, at han havde lyst, og så måtte jeg jo tale for sagen. Og det virkede!
I december blev de gift på Københavns Rådhus. Helt ”uden grund” som Camilla understreger. Ligesom Anne var det hverken børn, huslån eller andre praktiske grunde, der var årsag til ægteskabet.
Begge de unge kvinder havde valgt manden i deres liv, og han sagde ja. Udsigten til et nej, var da heller ikke nok til at holde dem tilbage:
- Det er den risiko, man må løbe, konstaterer Anne, der i grunden blev mest overrasket over omgivelsernes reaktion:
- Alle var forbløffede over, at det var mig, som friede. Nogle sagde ”godt gået”, men mange stillede spørgsmålstegn ved, om jeg ikke hellere ville have haft Rune til at gøre det, fortæller Anne.
Det samme oplevede Camilla. Hun forstår ikke den højlydte undren, der blandede sig i glæden over det kommende bryllup.
- Hvis kvinder forventer ligestilling, hvorfor i alverden skulle vi så ikke også kunne gå på frierfødder? Spørger hun.
 
Rollerne byttet
Anne og Camilla er eksempler på en ny type gifteklare kvinder. De trasker ind blandt myrter, slør og traditioner for mænd på knæ og giver deres bud på et moderne frieri.
De unge brude er en del af en generation, som hele livet har haft muligheden for at sætte dagsordenen. For at vælge uddannelse, job og mand og nu også det ægteskab, de lige præcis vil have, forklarer sociologen Emilia van Hauen:
- De moderne kvinder gør op med forestillingen om, at kvinden er byttet, og manden er jægeren. Så længe det udelukkende var ham, der kunne fri, havde kvinden kun magten til at sige nej. I dag har hun også friheden til at bestemme, hvornår og hvordan frieriet skal finde sted. Det indikerer, at kvinders sociale status i dag ikke længere er afhængig af mandens, siger Emilia van Hauen.
 
Rådhus frem for kirke
På Danmarks største bryllupsportal Bryllup.dk har man også debatteret emnet ”hvem frier til hvem”. At dømme ud fra indlæggene er der bred enighed om, at kan det ikke være anderledes, må man selv gøre det, ”selvfølgelig kan kvinder fri”, ”hop ud i det!” og ”Tro mig, du er ikke ene om at have verdens mest uromantiske mand”, skriver kvinderne på nettets bryllupssider.
Webmaster Kenneth Lund fra Bryllup.dk siger:
- Piger er vant til at iscenesætte og kontrollere begivenhederne selv, og i dag slår de mere åbenlyst til gommen, når han ikke frier, eller også gør de det selv, siger Kenneth Lund, der dog understreger, at størstedelen af brugerne på Bryllup.dk ønsker et kirkebryllup med ”hele pakken” og manden på knæ.
- Man skal skelne mellem vielsestyper. Der er ingen tvivl om, at det er blevet mere almindeligt at kvinden at spørge ved borgerlig vielse, og dem bliver der jo flere og flere af, siger han og henviser til, at lidt over 50 procent af danske par blev borgerligt viet i 2005. Ifølge Danmarks Statistik var tallet i 1950 godt 35 procent.
Kenneth Lund mener desuden, at der foregår mange ”indirekte frierier”.
- Parterne sidder over søndags morgenkaffen og diskuterer, at de skal købe hus, hvorefter hun henslængt siger til ham, at nu vil hun have papir på det.
 
Kompromis
Chefredaktør Marie Louise Wedel Bruun fra magasinet ”Tidens Bryllup ” har flere kvindelige bekendte, der ikke gad vente på manden længere:
- Når mænd ikke frier, er det ofte fordi de ikke gider al hurlumhejet med kirkebryllup. Er det kvinden, der tager initiativet, må hun ofte gå kompromis, og så bliver det ofte en skrabet model på rådhuset, siger Marie Louise Wedel Bruun, der mener, at mange kvinder er bange for at virke for ”furie-agtige” og frembusende, når de frier. Ofte er det heller ikke noget de særligt gerne taler om.
- Af og til går det pigerne på, og mange venter til det er skuddag, hvor de ifølge traditionen gerne må, siger hun.
 
Pres på mændene
For 50 år siden kunne kvinden kun flirte med tanken om at bede om mandens hånd. Ugebladene skrev om muligheden i forbindelse med skuddag, hvor hun ifølge gammel overtro må fri til ham, men tit handlede artiklerne mere om at plante ideen om ægteskab så grundigt i mandens hoved, at han troede, det var hans egen, forklarer traditionsforsker Else Marie Kofoed fra Dansk Folkemindesamling. Hun har forsket i bryllupsritualer og fortæller om gamle dages frierbesøg, hvor bejleren stak en føler ud for at få forældrenes accept.
- Dengang var et afslag ubærligt. Bagefter skulle man leve så tæt sammen i de små samfund, forklarer traditionsforskeren.
Frieriet er for alvor vendt tilbage i de seneste 20 år sammen med bølgen af romantiske bryllupper med store hvide kjoler, veteranbiler og kager så høje som huse, og hvor forespørgslen tidligere var en diskret optakt, er det i dag blevet en event, forklarer Else Marie Kofoed:
- Mange ser frieriet som et udtryk for, hvor højt han elsker hende, og derfor skal han finde på noget vanvittigt fantastisk.
Marie Louise Wedel Bruun fra ”Tidens Bryllup” bakker op. Hun mener, at forventningerne til frieriet ligefrem kan afholde nogle mænd fra at gøre det.
- Så snart en kvinde er blevet friet til, spørger alt fra veninder til damefrisør HVORDAN han gjorde det. Hvis manden ikke kan finde på noget specielt eller mener, at øjeblikket er forpasset, er det lettere blot at blive ved med at være kærester. Derfor ender nogen kvinder med selv at fri, eller går deres vej for at finde én, der har nemmere ved det, siger hun. 
 
En del af spillet
Præcis hvor mange ægteskaber, der bliver til på kvindens initiativ, er vanskeligt at afgøre, men folkene fra branchen - den del der tager sig af drømmene og romantikken, mener at størstedelen af de kvindelige initiativer ender med en tur på rådhuset. 
- Ved de romantiske kirkebryllupper spiller man et skuespil, hvor kvinden optræder i jomfruens symboler, selvom hun nogle gange har børnene med op af kirkegulvet. Hun træder ind i en rolle, som har en lang historie, og næste dag træder hun ud af den og trækker i bukserne igen. Kurtiseringen forinden er en del af det spil, og så længe man spiller det, vil det nok stadig være manden, der frier, siger Else Marie Kofoed.
Rundt om på kommunernes bryllupskontorer, møder man først parrene, når frieriet har fundet sted ”og så udfylder de bare papirerne”, lyder det fra flere steder i landet.
Men står det til eksperterne, skal de mandlige læsere da heller ikke læne sig alt for mageligt tilbage. Nye tendenser eller ej, størstedelen af danske kvinder vil stadig gerne fries til, lyder det:
- Jeg har læst kilometervis af indlæg på vores bryllupsforum, hvor kvinder i årevis har antydet til deres mænd. Enten fatter vi mænd det ikke, eller også har vi en mere praktisk indgangsvinkel til det. Mange tænker, hvorfor nu giftes? Det er dyrt og jeg kan lide dig lige så godt alligevel, siger Kenneth Lund fra Bryllup.dk, hvis kone i øvrigt selv måtte fri til ham.
 
Og festen varede i…
Anne og Rune skal giftes til september. Det praktiske er endnu ikke på plads. Foreløbig vil parret blot nyde tanken. De regner dog med at holde brylluppet i udlandet og gerne over et par dage.
Bruden bliver ikke i hvidt marengsskrud, og folk skal ikke op og ned af stolene under middagen. Traditionerne - ikke bare dem, der gælder frieri forandrer sig. Stive konventioner er væk, den øverste knap er løsnet, og for Anne og Rune er det ikke så vigtigt, hvem der holder taler på hvilke tidspunkter:
- Der er mange, som tager hele bryllupspakken. Vi vælger at lave om på det meste af den, lyder det fra den kommende brud

***

   
Vil du gifte dig med…

Frieriet er et romantisk ritual med rod i borgerskabets kærlighedsopfattelse fra begyndelsen af 1800-tallet. Kærligheden var delt op i en fysisk og åndelig side, der var stærkt adskilt, og derfor måtte man udtrykke sig ved hjælp af blomster, vifter, handsker o. lign. Når manden lægger sig på knæ under frieriet, er det et udtryk for et gammeldags kønsrollemønster, hvor han er den stærke og kvinden den svage. Ved at gøre sig mindre end hende viser han, at han sætter hende højt.
(Kilde: Else Marie Kofoed, traditionsforsker.)

For nogle år siden foretog et champagnefirma en undersøgelse af amerikanernes holdning til kvinders frieri. 70 procent af de adspurgte svarede, at det var socialt acceptabelt for kvinder at fri, 50 procent af kvinderne kunne sagtens finde på det, og hele 80 procent af mændene svarede, at de ville acceptere et ægteskabstilbud fra deres udkårne.

Ifølge gammel skik må kvinder gerne fri på skuddagen hvert fjerde år.
Hør blot hvad H.C. Andersen skriver i eventyret ”Ugedagene” (1872)
...”det var jo Skuddag, og den giver Frihed for Qvinden, da tør hun, efter gammel Brug, frie selv og behøver ikke at lade sig frie til”.

Tidligere regnede man den 24. februar som dagen, hvor kvinder skulle have 12 par handsker eller silkestrømper, hvis han sagde nej, men i dag regner mange den 29. februar for skuddag.
Skikken menes at stamme fra Margaret af Skotland. (d. 1290)
I dag betragter mange traditionen som en spøg, og kvinderne holder sig ikke tilbage på årets andre dage.

skrevet d.01 Jan, 2010