Haveguidens hundrede

 
 
- Nogle gange tvivler jeg på, om jeg kan lave det godt nok, siger Søren Ryge Petersen. Han går haven på Djursland i bedene på direkte fjernsyn for 100. gang, men han vil ikke længere lave live-tv seks gange på en sommer
 
Af Jacob Stenz
Foto: Bjarne Bergius Hermansen
 
- Roser ... stauder ... klematis ... Og her skal du bare se mine flotte georginer!
Søren Ryge sjosker iført gummistøvler igennem det høje græs og udpeger triumferende havens stoltheder. Græsset er fugtigt efter et regnskyl, og en vidtfavnende planteduft rammer ustandseligt næseborene. Ud over det, så er oplevelsen præcis den samme som hjemme fra stuen. En flok fritgående høns kagler rundt og bidrager som stilfærdigt baggrundstapet til et minimum af action i haven. Der er det gule hus og frugttræerne. Den lille sø. Begejstringen. Fortællingerne. Roen. Her er fuldstændigt, som der altid har været på de utallige rundvisninger, han har givet seerne igennem mere end 30 år.
 
Fjernsyn hjemmefra
 
Det var i 1992, de fik idéen til at sende en halv times fjernsyn direkte fra haven. Det var blevet lidt for kedeligt, lidt for ufarligt, at lave optagelserne på forhånd, mente Søren Ryge, og kameramanden Finn Ramsgaard havde en ambition om at optage et helt program i et stræk.
- Jeg syntes efterhånden, at det gik lidt for nemt, forklarer Søren Ryge.
Vi er trukket ind i udestuen. Den tidlige danske juli har været ustadig: Det ene øjeblik drypper det lidt - det næste springer den blændende sol frem fra skyerne, så han igen er nødt til at klipse et beskyttende, mørkt glas fast på brillestellet. Benene er afslappet lagt over kors, mens piben endnu utændt hviler mellem fingrene.
- Det er dybt taknemmeligt at filme den del af naturen, som har med plantevækst at gøre. Planter er der jo bare i modsætning til mennesker og dyr. De flytter sig ikke, og man kan gå rundt om dem eller vente til, det er holdt op med at regne. Det var der ikke så mange udfordringer i, vel?
På hovedredaktionen i Provinsafdelingen klaskede de sig på lårene af grin over den vanvittige idé.
- Det er sådan noget, man gør med en fodboldkamp. Sgu da ikke et haveprogram.
Alligevel syntes producenten Leif Hjortshøj nu, at de skulle prøve. Og det gjorde de så. Over en sommer lavede de seks halve timers uredigeret live-tv - uden klip og uden sikkerhedsnet - som røg direkte hjem i stuerne til et begejstret publikum. Søren fortalte om sine bede og træer, og Finn fulgte efter med kameraet på nakken.
 
Tog seernes briller på
 
Han skuer ud over den del af haven, der er synlig for træer og buske. Det er en stor have - godt en tønde land er indhegnet - men det er ikke nogen pusse-nusse have. Den er robust, ikke for fin til at blive brugt. Ukrudtsfanatiker kan man heller ikke kalde ham. En flok brændenælder er skudt op uden for udhuset, men det er ikke noget, der haster. Ligesom i programmet, hvor tingene heller ikke haster. Havemanden mener selv, at programmets store kvalitet er det nedskruede tempo og illusionen om, at seeren selv er gæst i haven. Gå-fjernsyn, kalder han det.
- Vi opdagede en lang række tv-mæssige funktioner omkring den slags, som vi ikke tænkte på før. Før i tiden lavede man fjernsyn på den måde, at hvis man snakkede om en mariehøne, så viste man en mariehøne. Og snakkede du om en kylling, så var der en kylling. Og var der noget småt, så kom der et nærbillede. Vi gik i stigende grad over til, at jeg bare gik rundt i min have med dig som tilskuer. Du var så bare fordoblet med en halv eller trekvart million. Men der kommer man jo ikke ned i knæ hele tiden og ser nærbilleder. Vi tog seernes egne oplevelsesbriller på, og det fungerede fremragende.
 
De samme røde jordbær
 
Søren Ryge mener, at det er elementet af genkendelse, der har gjort programmet om Danmarks mest kendte have så holdbart. Efter hver sæson har han sagt: ”Det gik jo godt. Så må vi hellere holde op, for der sker jo ikke meget til næste år”.
- Sådan gik det typisk, når sæsonen var slut, og vi havde travet haven igennem på kryds og tværs i seks eller syv programmer. Så kunne jeg ikke forestille mig at lave noget året efter, som ikke bare var det samme. Det er jo de samme jordbær, der bliver røde, og de samme kartofler, der graves op. Den samme glæde, det samme regnvejr. Men okay, så tog vi et år mere. Og så et år mere. Og et mere.
Og folk hænger fortsat trofast med i sommerføljetonen om den terroriserende muldvarp og det trodsige ukrudt:
- Det, at seerne vender tilbage til den samme have år efter år, det er et havens grundlæggende vilkår. For man har jo netop selv den samme have år efter år.
En anden ting, der får de direkte programmet til at virke autentisk, er, at der indimellem har været nogle smuttere. Som dengang Søren Ryge glemte sin greb og undskyldende måtte efterlade kameramand og seere hos kartoffelrækken, mens han hentede den.
- Seerne elsker, når sådan noget sker. Det er ikke engang fordi, de griner af det. Men det er jo fuldstændig indlysende: Man har glemt noget, og så går man ind og henter det, jubler haveværten begejstret.
- Det er ligesom, når man har glemt sine nøgler, så går man sgu da ind efter dem. Man lader ikke bare, som om man har dem og så trylle-rylle, vel?
 
- Er det godt nok?
 
Det direkte program nummer 100 skulle faktisk have været sendt allerede sidste år, men et styrt fra en trappe betød to brækkede ribben og et par uger på langs. (Det er svært at lave haveprogram fra sygesengen). Så programmet blev aflyst og bliver i stedet sendt som det eneste direkte program i år. Og det passer faktisk Søren Ryge udmærket, at det bliver det eneste program.
- Nu kan jeg godt snakke ærlig snak: Jeg har i de senere år oplevet noget meget uheldigt for enhver, der laver fjernsyn. Jeg kan begynde at tvivle på, om jeg kan lave det godt nok. Det er den værste tvivl. Det MÅ jeg ikke tvivle på, tamper han på bordpladen i staccato-takt til sætningen.
At lave have-tv er ikke nødvendigvis en dans på roser.
- Nu har jeg lavet programmer direkte i 16 år og lavet 100 af dem. Og selv om seerne utvivlsomt stadig er glade for dem, så har jeg kunnet mærke det, der egentlig har plaget mig igennem alle årene - kald det bare præstationsangst - ”Kan jeg nu fortælle noget nyt?” Hvor seerne ikke tænker: ”Det sagde han sgu da også sidste gang”.
- Jeg forbereder ikke sådan et program to uger i forvejen. Jeg går og nulrer i min have og laver ting og sager, og nogle gange finder jeg først ud af dagen før, hvad der kan bruges. Nogle gange er der efter 14 dage, når vejret har stået stille, ikke sket en skid i haven. Og hvad kan jeg så finde på, som jeg ikke bare gentager fra sidste år, men også fra 14 dage siden?
Et øjeblik holder han en pause og lader sit blik dvæle mod et ubestemmeligt punkt i loftets snoede vinstokke. Med foldede hænder skubber han sit pjuskede hår ned i panden.
- Når jeg laver et program, begynder han eftertænksomt:
- Og det er uanset, om det er Anders og Julius eller direkte fra haven eller fra Færøerne, så skal jeg, inden vi går i gang, tro på, at det bliver et godt program. Jeg skal ikke gå ud og lave et halvdårligt program. Jeg har haft mange dage, hvor jeg har gået og tænkt: ”Kan jeg lave det?” Jeg ved godt, at jeg sagtens kan få 30 minutter til at gå. Men bliver der nok substans? Bliver det for meget Søren Ryge-snøvlen-smalltalk?
Derfor laver han i dag flere traditionelle programmer om haven og mennesker, hvor optagelserne er lavet på forhånd, mens der er blevet længere imellem de direkte udsendelser.
 
Sprogligt naturtalent
 
I Søren Ryges udsendelser er det ikke planteinstruktioner og beskæringer, der er afgørende. Det er fortællingen. Hvad enten det er programmer om haven eller mennesker, eller han er vært på børnenes julekalender, så er det det indlevende sprog, udtrykket, dramaet, der er vigtigst, mener tv-værten, der har en kandidatgrad i dansk.
- Det handler i bund og grund om at fortælle en god historie. Og om at give sig tid til at fortælle den. I virkeligheden er det det, der driver min lyst til at lave fjernsyn: ”Jeg har noget, jeg skal fortælle jer. Jeg har noget, jeg skal vise jer”.
Han taler i et lavmælt, fortroligt leje, som skal han til at indvie én i en spændende hemmelighed.
- ”Kom med her, så skal I se,” karikerer han sig selv. Han kniber indlevende øjnene sammen og peger ud mod haven:
- ”Der er sprunget en valmue derude på terrassen. Lad os gå hen og se ...”
---
Søren Ryges direkte program nummer 100 bliver vist på DR1 den 6. august klokken 20.00.
---
Blå bog: Søren Ryge Petersen
 
Født 31. juli 1945.
Bor sammen med Cathrine og har tre børn og to børnebørn.
Har lavet haveprogrammer på DR siden 1977. Sendte for første gang direkte hjemme fra haven på Djursland i 1992, og sender 6. august direkte for 100. gang.
Cand. phil. i dansk. I en årrække redaktør på Det Danske Haveselskabs blad ”Haven”.
Fast skribent i Politikens Lørdagsliv.
Har ud over haveprogrammer lavet adskillige dokumentarprogrammer om mennesker. Blandt andet om brødrene Anders og Julius.
---
Hader reklamer
 
For nylig vakte det opsigt, at Søren Ryge Petersen tilsyneladende reklamerede for sine egne bøger på DR's hjemmeside, hvilket er i strid med kanalens public service-forpligtelser. Havemanden forstod ikke postyret og fortalte, at han aldrig selv kigger på den hjemmeside. Hans kommentar til, at bøgerne nu ville blive fjernet var: ”Jamen, så er det da så enkelt. Herreste gud”.
Han lægger ikke skjul på, at han ikke er stor fan af reklamer, navnlig ikke dem i tv:
- Når jeg er alene hjemme, så kan jeg godt finde på, at sætte mig ind og se noget tv-avis til aftensmaden. Og så vil jeg egentlig også gerne se de lokale nyheder på TV 2. Men jeg når det sjældent. Jeg bliver så sur over - og jeg har ikke vænnet mig til det endnu - at når de er færdige med TV 2's nyheder, så får man at vide, at om lidt så kommer Regionalnyhederne. Så kommer der mere end fem minutters reklamer. Inden vejrudsigten kommer der tre minutters reklamer, så kommer det et minuts skide vejrudsigt, så kommer der igen fem minutters reklamer inden de der regionale nyheder. Jeg skal vente så længe! Og jeg synes, tv-reklamer er så åndssvage. Så træls! Det kan hidse mig op. Cathrine siger: ”Lad være med at høre efter”. Men jeg sidder jo herinde og spiser! Jeg går ikke ud i de tre minutter, der er reklamer, siger en sammenbidt havemand.
- Det er en af grundene til, at jeg stort set aldrig ser nyheder. Specielt på TV 2, for jeg har ikke temperament til det der reklamefis. Først gør de reklame for det ene og det andet og det tredje, og så bagefter gør de reklame for sig selv!
 

skrevet d.07 Aug, 2008

Seneste Interview

- Livet skal ikke være perfekt

Det er en fejl at tro, at lykken først for alvor opstår, når kroppen er trimmet, karrieren er velsmurt og ungerne er velopdragne non-stop, mener ernæringseksperten Christian Bitz, der selv har været på lidt af en rejse mod den erkendelse. I en ny bog opfordrer han os til selv at sætte standarden for, hvad det gode - og sunde - liv er for os

skrevet d.15 Sep, 2014

- Husk at nyde hele turen

Interview: Sanger Joey Moe blev opdaget i alder af bare 17 år, og de erfaringer, han har gjort sig, giver han nu videre til håbefulde sangtalenter i anden sæson af »Voice - junior«. Han er også aktuel med sit sjette album og opfordrer de unge deltagere til at nyde hele oplevelsen

skrevet d.12 Sep, 2014

Til dyrenes bedste

Da København Zoo valgte at aflive giraffen Marius, var det i høj grad Bengt Holst, der tog imod de verbale øretæver, men også holdt fast i beslutningen. Her fire måneder efter kan den videnskabelige direktør konstatere, at dén kamp så absolut var værd at tage og nu har spredt sig som ringe i vandet verden over.

skrevet d.20 Jun, 2014

- Hver dag er en pilgrimsvandring

Annedorte Ries elskede sit job som kræftlæge indtil den dag, hun blev ramt af stress og endte med at være en skygge af sig selv. Men efter at have vandret 800 kilometer på Caminoen fandt hun atter lyset i sig selv og i næsten

skrevet d.18 Jun, 2014

Gå til arkivet