Den ukendte bestseller
Han er blandt Danmarks bedst sælgende forfattere. Han har aldrig skrevet en bog, som ikke har ligget på bestseller-lister i adskillige lande. Interview med Carsten Jensen, Ib Michael eller Peter Høeg? Nej, med Jussi Adler-Olsen. Forfatteren, der er for kedelig til at være kendt
Af Tomas Willemoes
Foto: Carsten Lauridsen
Jussi Adler-Olsen. Smag lige på det navn. Det er ikke kun små-underligt, men også stort set ukendt, så du kan godt føle dig lettere enestående, hvis du har haft det på tungen før. Selv om man aldrig har læst en bog af Klaus Rifbjerg, Peter Høeg eller Jane Aamund, så ved man godt, hvem de er. Det er næsten umuligt at undgå som almindeligt oplyst dansker. Men Jussi Adler-Olsen er aldrig blevet et kendt navn i de danske hjem.
Manden har ellers solgt bøger som få danske forfattere. Han har skrevet en god håndfuld af slagsen, og de har alle sammen ligget på bestseller-listerne i ikke kun Danmark, Sverige og Norge, men også på store bogmarkeder som i Spanien og Holland. Hvordan kan vi så undgå at se ham på tv, høre ham i radioen og få hans bøger stukket i fjæset, hver gang vi træder ind i en boghandler i et storcenter? Ifølge ham selv er han ganske enkelt for anonym. Både når det gælder frekvens af udgivelser og den måde, han promoverer sig selv på.
- Først og fremmest er det nok fordi, jeg kun har udgivet tre bøger i de første 10 år, jeg levede som forfatter. Det bliver man ikke kendt af. Det er for lange pauser. Og så går jeg ikke rundt og laver numre som at male mine negle sorte og opføre mig bizart. Jeg bor jo bare i Allerød i et hus og opfører mig ganske normalt, siger forfatteren, som derudover mener, at både alder og køn er imod ham, når det kommer til at få opmærksomhed fra den mediemaskine, der i stor stil skaber forfatternes berømthed:
- Jeg er en 58-årig mand i almindeligt tøj. Jeg bor i et villakvarter. Jeg har ikke øjne som Peter Høeg, som kvinderne falder i svime over, og jeg er helt sikkert ikke så lækker som Elsebeth Egholm. Jeg er ganske enkelt ikke trendy. Hvis jeg var yngre, mere udfarende og måske endda en kvinde, så ville jeg nok have været et husholdningsnavn nu, siger han.
Væk fra villavejen
Han ser nu heller ikke hip ud, som han sidder dér i ternet skjorte og smågråt hår ved spisebordet i det spritnye åbne køkken. Han kunne lige så vel være midt i en reklame for HTH, som midt i en bog om mord og forbrydelser. Uden for vinduet er haven lavet om til byggeplads, og tre tysk-polske håndværkere går rundt og sømmer og roder med cementsække. På den anden side af hækken ligger en skov, som nok er køn i eftermiddagens lys, men som ikke er så kunstner-smart som slidte baggårde på Nørrebro. På spisebordet ligger en stak bøger fra forfatterskabet. Med titler på dansk, spansk, finsk og hollandsk, og det er underligt nok titlerne på de fremmede sprog, der har solgt bedst. Måske fordi udgangspunktet for forfatterkarrieren aldrig har været den hjemlige villavej, men den store verdensscene. Jussi Adler-Olsen har i sine thrillere været omkring anden verdenskrig, Det Hvide Hus og international terror, og de fleste danske anmeldere har sammenlignet ham med Tom Clancy, Michael Crichton og andre af de store spændingsforfattere. Og heri ligger måske grunden til den anonymitet, han nyder på de hjemlige breddegrader.
- Jeg har aldrig brugt danske personer i nogle af mine bøger før de to seneste. Så på den måde har jeg helt sikkert været for udansk. Mine idéer har indtil for nyligt bragt mig til udlandet, og jeg kan godt lide at bevæge mig på den store scene, siger forfatteren, som dog har ladet sine to sidste udgivelser finde sted i Danmark. To krimi-thrillere, der begge har kigget frem på de danske bestseller-lister, og som måske er dem, der gør ham til et varmt krimi-navn herhjemme. Et af den slags navne, der ligger latent i munden i stedet for skævt på tungen.
Men skiftet til andedammen er ikke udelukkende udsprunget af lyst, men også af en klar målsætning om at få læsere på det bogmarked, der ligger lige uden for døren i huset i skovkanten:
- Ud over at jeg havde lyst til at skrive krimi-thrillere, der foregår i Danmark, så ligger der da bestemt en bagtanke om, at jeg gerne vil opbygge et større navn i Danmark. Ved at flytte handlingen hertil og lave en dansk krimi-serie. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Jeg vil ikke sælge flere bøger og have et større navn i Danmark for at gå rundt og føle mig som en celebrity, men ganske enkelt fordi, jeg gerne vil ud og møde mine læsere. I Spanien sælger jeg en masse bøger, men jeg har aldrig mødt en spansk læser, for jeg kan ikke spansk.
Anonym og storsælgende
Jussi Adler-Olsen debuterede i 1997 med ”Alfabethuset”, en historie om to engelske piloter, der skydes ned over Tyskland under anden verdenskrig og overlever ved at spille sindssyge tyske soldater og lade sig behandle på et sindssygehospital. Bogen har storsolgt i udlandet, og et canadisk filmselskab har købt filmrettighederne. Derefter fulgte ”Firmaknuseren” om fremtidens virksomheds-terror. En bog, som vakte stor opstandelse i Holland, hvor det meste af den foregår. I 2006 udkom den 634 sider tykke ”Washington dekretet”, der foregår i Det Hvide Hus og handler om en fremtidig amerikansk præsident, som bruger lovgivningen til at give sig selv magt til at gøre, hvad der passer ham. En thriller, der for alvor gjorde Jussi Adler-Olsen kendt i udlandet. Men selvom alle bøgerne har kigget ind på de danske bestseller-lister, har det ikke betydet, at forfatteren bliver overfaldet af fans, hvis han tager S-toget ind til København. Det har han dog planer om at lave om på, og derfor har hans to sidste bøger om vicekriminalkommissæren Carl Mørck foregået i Danmark. De er de første bind i en serie danske krimi-thrillere, som skal gøre forfatteren kendt i det land, hvor han bor.
- Min drøm er, at jeg en dag ikke behøver præsentere mig, men det er en fælles drøm for alle udøvende kunstnere. Når du når dertil, så kan du koncentrere dig om kunsten og stole på, at du kan leve af den. Det handler også om, at det ikke er min drøm som forfatter blot at kunne sidde derhjemme i ro og mag og skrive. Jeg vil ud og møde folk. Det er ligesom skuespillere, der vælger teatret frem for filmen for at være i kontakt med deres publikum.
Note i hjørnet
Ud over frekvensen af udgivelser og de spegede handlinger under fremmede himmelstrøg er der ifølge Jussi Adler-Olsen én stor grund til, at han har haft svært ved at trænge igennem i Danmark: Kvindernes dominans i den genre, han skriver i. For hvis man er mand - og vel at mærke af den slags, der ikke borer sig ind i kvindernes hjerter ved sin blotte tilstedeværelse eller iscenesætter sig selv med mediestunts - så er opgaven næsten umulig. Den mediemaskine, der skaber danske forfattere, er ifølge Jussi Adler-Olsen ikke interesseret i almindeligt, småkedelige danske mænd.
- Damebladene er suverænt det vigtigste medie at komme i for krimiforfattere. Og bladene er over en bred kam kun interesserede i kvindelige forfattere. Derfor er det da helt klart et problem, at ugebladene - dér hvor alle de kvindelige bogkøbere får deres inspiration - i høj grad ignorerer de mandlige forfattere. De kvindelige krimi-forfattere optræder med store, flotte portrætinterviews, men jeg kan højst få en note nede i hjørnet. Og jeg er endda blandt de heldige, udvalgte mænd, som damebladene ikke ignorerer totalt, siger forfatteren og griner lidt, inden han igen trækker smilebåndet retur og bliver alvorlig:
- Den største og bedst købende læserskare er uden tvivl kvinderne. Det er kvinderne, der køber mange krimier. Mænd gider ikke, har ikke tid eller er ganske enkelt ikke intelligente nok til at fordybe sig i bøger. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det. Mænd har simpelthen ikke noget fælles bogforum, som kvinderne har det.
Små og store brød
Egentligt er det et paradoks, at en forfatter, der i sine bøger slår ud med de helt store armbevægelser, har så svært ved at blive set herhjemme. Forfatterskabet har - set udefra - foldet sig ud i en slags omvendt kurve, hvor de helt store brød blev slået op i starten af karrieren for senere at finde fodfæste i mere minimalistiske historier. Fra spionage og terror under anden verdenskrig og i Det Hvide Hus til krimihistorier, der udspiller sig på Gammel Kongevej og i Rønneholtparken. Men der er ifølge Jussi Adler-Olsen ikke tale om et bevidst valg om at skære ned på de internationale armbevægelser, men blot om en medfødt trang til at finde nye stier at gå på:
- Jeg læner mig ikke op af det, jeg kan. Hverken i mit forfatterskab eller i mit liv. Når man er blevet rigtig god til noget, så synes jeg, tiden er kommet til at prøve noget nyt. Det er fint nok at gøre ting, man er god til, men man skal passe på, det ikke bliver en sovepude. Så ud over at jeg har haft lyst og brug for at skrive historier, der foregår i Danmark, så ligger der ikke noget bevidst valg om at gå den modsatte vej bag ved skiftet, siger han.
Jussi Adler-Olsens bøger roses over en bred kam for deres indviklede og realistiske plot, som også er grunden til deres internationale succes, men da første bind i krimi-serien udkom, blev han kritiseret for at være lige lovligt langt ude i skrivehampen, når han fandt på at smide en kvindelig folketingspolitiker ind i et bur og holde hende fanget dér:
- Anmelderne skrev, at handlingen i ”Kvinden i buret” var helt urealistisk, for man kunne ikke forestille sig en kvinde blive spærret inde i så lang tid uden kontakt til omverdenen. Jeg ved ikke, om de stadig synes det efter de sager fra Østrig, vi har set på det seneste. De viser jo, at det bestemt ikke er urealistisk at forestille sig, siger han om bogen, der har markeret startskuddet til en stigende interesse for hans forfatterskab. En interesse, der ikke er blevet mindre efter, at bind to er udkommet. Og hvis så bare han kunne ligne en kvinde lidt mere, så er der måske næsten ingen grænser for populariteten.
- Jeg har da overvejet at skrive mine bøger under et kvindeligt pseudonym for at se, hvad det kunne føre til af omtale i ugebladene. Men det ville jo være et problem, når de dukkede op for at interviewe mig, og jeg bød dem indenfor klædt ud som Tootsie, siger han og griner.
- Så jeg tror, jeg holder fast ved at være mig selv. Uden de store udskejelser. I sidste ende håber jeg, at mine bøger er så særegne i sig selv, at jeg ikke behøver være det.
---
Fakta:
- Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen er født den 2. august 1950 i København.
- Opvokset på diverse sindssygehospitaler, hvor hans far arbejdede som læge.
- Er ud over forfattervirksomheden et kendt ansigt i landets tegneseriekredse og har blandt andet været redaktør på tegneserieblade og leksika.
- Har skrevet to bøger om Groucho Marx, komponeret musik til tegnefilmen ”Valhalla” og ejet sit eget forlag.
- De første to bind i en planlagt krimiserie på cirka 10 bind er udkommet. ”Kvinden i buret” var den første. Toeren hedder ”Fasandræberne”.
- Bor i Allerød sammen med sin kone og en søn på 19.
---
skrevet d.27 Jun, 2008
En skitse af Mew
